Det er svært at være med det, man ikke forstår

Humør er noget underligt noget. I hvert fald for mig. Det er ikke rigtig noget, jeg kan regne med. Det kan skifte flere gange i løbet af en dag, og det kan være bedre og dårligere generelt over længere perioder. Nogen gange er der helt naturlige forklaringer på ændringerne. Jeg har for travlt, nogen har såret mig, jeg mangler nærhed. Men rigtig ofte ved jeg ikke rigtig hvorfor det sker. Følelser, der ikke har en umiddelbar årsag, kan være rigtig svære at rumme. Især hvis det er de triste følelser. Glade følelser behøver man ikke stille spørgsmålstegn ved. Men sorg. Sorg skal altid forklares.

Hjernen vil gerne optimere. Den søger at bliver klogere for i fremtiden at kunne undgå alt, der er dårligt. Det er rigtig smart for menneskehedens generelle overlevelse. Men det kan være rigtig problematisk for sådan et føle-menneske som mig (og alle mulige andre). Det er ikke alle følelser, der har en forklaring. I hvert fald ikke en, som hjernen logisk kan analysere sig frem til. Nogle følelser er ordløse og skal alligevel have lov til at få plads. Og det er der, det bliver rigtig svært. Fordi hvordan giver hjernen plads til noget, den ikke kan forstå? Noget som ikke kan puttes ned i en kasse med et bestemt label? Hvis hjernen ikke kan forstå det, så kan den ikke løse det eller undgå det i fremtiden, så har hjernen ikke nogen beskyttelsesstrategi overfor det. Og så er det, at hjernen kan gå i overdrive for at forsøge at forstå følelsen, hvilket kan skubbe følelsen til side, så vi ikke kan give den plads.

Rigtig ofte behøver vi slet ikke, at forstå vores følelser, for at kunne være med dem. Det gør det rigtig meget lettere at være med dem, hvis vi forstår dem. Men det er ikke ensbetydende med, at man skal kunne forstå dem for at kunne rumme dem. Det er noget jeg arbejder med for tiden. I januar og det meste af februar har jeg været glad og haft overskud, som jeg ikke kan huske at have haft det før. Og det har været så fantastisk! Den sidste uge har jeg til gengæld været ret så træt, sårbar og en lille smule hudløs. Jeg har haft lyst til at pakke mig ind i bløde ting og passe på mit hjerte. Og jeg ved ikke rigtig hvorfor. Den der uvished er så svær, fordi jeg så ikke ved, at det ændrer sig igen, jeg ved ikke at sårbarheden ikke udvikler sig til sorg, jeg ved ikke, at jeg kan blive glad igen før om lang tid. Jeg kender allermest til at blive overvældet af sorg og uoverskuelighed efter en periode med glæde, så derfor bliver jeg bange for, at det skal ske igen.

Når jeg så skriver de ord her, så kan jeg godt lidt se, at de ikke er helt sande. Det er sådan jeg plejer at tænke. Men det gælder ikke rigtig længere. Det er rigtigt, at jeg er mere ked af det nu end jeg var for to uger siden. Men denne her situation er meget anderledes, end jeg har prøvet før. Tidligere har jeg været glad i en uges tid og så blevet fuldstændig overvældet af ikke at orke noget som helst i lang tid derefter. Jeg har haft det, som om mit system i frygt for glæden helt lukkede sammen. Sådan er det ikke nu. Jeg har været glad i længere tid, og jeg har brugt glæden til at gøre nogle rigtig gode ting for mit liv. Nu er jeg sårbar, men mit system er ikke kollapset. Jeg gør stadig gode ting for mig selv. Jeg holder fast i min hverdag. Selvom jeg er sårbar, har jeg ikke lyst til at ligge hele dagen og se serier. Det ville jeg have haft lyst til tidligere.

Tidligere var det som om hele mit liv blev uoverkommeligt, og jeg mistede lysten til alting. Lige nu er det helt anderledes. Det er som om noget meget blødt og fint og sart, er ved at åbne sig op i mig. Det har ingen ord, det har ingen form, men det skal have plads. Plads og tid og ro og stilhed til at være og udfolde sig og snuse til verden.

Det er svært at give det plads og acceptere at det er der, netop fordi jeg ikke rigtig forstår det. Og fordi jeg bliver lidt bange for, at det skal vælte hele mit liv omkuld i sorg. Men når jeg giver mig tid og ro til at mærke ind i, hvordan det er lige her i nuet, så virker det bare helt som det skal være, at dette fine noget er igang med at finde sin vej til verden.

Historien om de slet ikke særligt magiske bukser

IMG_1512

Jeg tager gang på gang mig selv i at fortælle mig selv, at jeg skal passe på, at jeg ikke bliver tyk. Når jeg spiser slik, chokolade og is. Når jeg spiser lyst brød og drikker varm kakao. Når mit måltid primært består af kulhydrater, fordi jeg ikke lige har tid eller lyst til andet. Det er en virkelig trist stemme at have, både fordi den gør, at jeg nyder det jeg indtager en lille smule mindre, men også fordi den absolut ingen hold har i virkeligheden.

Det startede som en stemme, der sagde at jeg var tyk. Så på den måde er der sket en udvikling. Men når den har grund deri, så er det bare ikke en stemme, der gerne vil passe på mig, det er en stemme, der vil dømme mig. Jeg er ikke tyk. Jeg har aldrig været tyk. Og alligevel er det et ord jeg har brugt rigtig meget om mig selv. Puh, hvor føler jeg mig tyk. Jeg synes bare, at jeg er lidt for tyk. Ser jeg tyk ud i denne her? I virkeligheden er det jo pissetarveligt overfor overvægtige mennesker, at os helt normalvægtige går og bruger sådan nogle begreber om os selv. Fordi hvis jeg, med en helt normal BMI opfatter mig selv som tyk, bare fordi min mave buler lidt ud, når jeg har en stram kjole på, hvad fanden er mennesker med en for høj BMI så? Det er da klart, at overvægtige mennesker ikke altid kan finde motivationen for at tabe sig, hvis ikke engang min krop, min helt almindelige, standard krop, er god nok til samfundets normer.

Jeg har et par bukser, som jeg købte i år 2011. I dag tog jeg dem på igen. Og guess what! De passer fandme stadig. Som i helt perfekt. Så hvad fuck er det den der stemme inde i mit hoved vil, når den siger, at jeg skal passe på, at jeg ikke bliver for tyk? Jeg har jeg tydeligvis ikke taget særligt meget på i seks år. SEKS FREAKING ÅR. Og så går jeg stadig og får dårlig samvittighed over at spise for meget. Bare fordi jeg FØLER at jeg spiser for meget. Fordi det står jo ret klart lige nu, at jeg ikke spiser for meget. Jeg spiser lige tilpas.

Jeg har rigtig længe fortalt mig selv, at jeg har sådan en krop, der ikke rigtig kan tage på (sådan kan man åbentbart godt tænke, samtidig med at man er bange for at tage på), men som heller ikke rigtig kan tabe sig. Og det har frustreret mig, fordi det har betydet, at jeg ikke har følt, at jeg havde nogen som helst egentlig kontrol. Men altså, det har jo været en lidt (ret så meget) subjektiv tilgang til kroppen, kalorier og forbrænding. Ja, det har været svært for mig at tabe mig, men det har været fordi jeg har været på absurd restriktive diæter, der er resulteret i overspisninger. Det er også fordi kroppen rigtig gerne vil opretholde sin balance. Så når min krop er på en måde og har været sådan længe, så vil kroppens signaler i forhold til bl.a. sult gøre, at det vil føles naturligt at spise den mængde kalorier, der skal til for at opretholde kroppen, som den er. Når jeg ikke tager på, så må det jo nødvendigvis betyde, at jeg indtager omtrent det antal kalorier som jeg har brug for. Nogle dage indtager jeg sikkert flere og andre dage indtager jeg så færre end jeg forbrænder. Det er sådan kroppen hænger sammen. Det er ikke fordi min krop er gået imod mig og protesterer mod vægttab. Det er ikke fordi jeg har en magisk mekanisme inde i min krop, som sørger for at jeg hverken kan tabe mig eller tage på. Eller, den er i hvert fald ikke magisk.

Den måde min krop er på og reagerer på kan forklares med vidensskab. Og det er virkelig en kæmpe lettelse at indse!!! Fedt og sukker og lyst brød er ikke ondskaben selv, der går ind og øger min vægt. Det er madvarer der består af kalorier. Al mad er kalorier, lige meget om de har fået en sund eller en usund konnotation i mit hoved. Den tanke, den bevidsthed, giver mig et helt, helt andet forhold til min mad. Og det er skønt. Det sætter mig fri og giver mig lov til at spise, hvad jeg vil, og hvad jeg har overskud og tid til. Eller altså, det er løgn. Jeg er igang med en proces i den retning. Når jeg husker, at det er sådan alting hænger sammen, SÅ bliver jeg sat fri. Jeg skal bare huske mig selv på det dagligt (og nogen gange fra minut til minut).

Min aftensnack er ikke ondskaben selv, som jeg burde kunne leve uden og som vil få mig til at tage på. Det er kalorier. Hvis jeg er i kalorieunderskud er den helt okay at spise. Og uden at have undersøgt mit ligevægtsindtag eller have styr på, hvor mange kalorier jeg spiser i løbet af en dag, kan jeg alligevel konkludere, at jeg ikke får for mange kalorier. For jeg kan stadig passe de samme bukser, som jeg kunne for seks år siden.

Så kære stemme i mit hoved, der altid er bange for, at jeg er igang med at tage på og som altid tror, at jeg spiser for meget. Det gør jeg ikke. Punktum. Den er faktisk ikke længere end det. Jeg tager ikke på, så jeg må i gennemsnit indtage lige så mange kalorier, som jeg forbrænder.

Bare være som de andre.

Engang ville jeg bare gerne være som alle andre. Bare. Være som alle.

For mig betød det, at jeg skulle være ekstrovert. Jeg kendte bare ikke begrebet dengang. Jeg kendte ikke til at man kunne være ekstrovert eller introvert. Jeg vidste, at man kunne være god til at snakke og dårlig til at snakke. Normal eller unormal. Jeg var dårlig til at snakke. Unormal. Alle andre var normale. Næsten alle andre.

Jeg var forkert derhjemme, når jeg ikke havde andet at sige om min dag, end at den havde været fin. Jeg var forkert i skolen, når jeg kunne svaret, men ikke rakte hånden op. Jeg var forkert i klassen, fordi den stille pige aldrig bliver populær, og fordi populær var lig med rigtig. Jeg var forkert med min bedste veninde, fordi jeg ikke sagde lige så meget som hende, fordi hun var pænere, gik i mere rigtig tøj, snakkede ubesværet med drengene.

Jeg begyndte at samle på historier. Ting jeg kunne fortælle min mor. Ord jeg kunne bruge til at henvende mig til dem fra min klasse. Jeg øvede mig på, hvordan jeg skulle sige det. Alligevel kiksede det for det meste, når jeg prøvede. Ordene klaskede sig sammen inden i mig. Det var ikke mine ord og de lå helt forkert i munden på mig.

Middage med vennegrupper har altid været sindssygt anstrengende for mig. Ikke at jeg vidste det, dengang jeg stadig gjorde mig i det. Men det var de. Alt ved mig var forkert i de konstellationer. Samtalen fik så hurtigt, mennesker afbrød hinanden, mennesker talte højt for at blive hørt. Der var jokes, der var pingpong, der var kærlige drillerier, og der var historie på historie. Der blev vildere og vildere. Hver en historie skulle overgå den forrige. Og imens sad jeg bare. Prøvede. Anstrengte mig. Gjorde alt hvad jeg kunne for at finde på noget at sige, for at komme ind i samtalen med noget, for at have noget at byde ind med. For at blive hørt. Men fuck altså. Ord er svære for mig. Nej, det er løgn. Ord er lette for mig. Ord i utrygge situationer, er svære. Det vidste jeg ikke dengang. Så jeg sad og brugte al min energi på at finde på noget at sige, noget sjovt, relevant, spændende. Eller. Bare et eller andet. Hvad som helst. Nogen gange fandt jeg på noget, men da jeg så endelig fik rum til at sige det, så var emnet skiftet, og det gav ikke længere mening. Sådan kæmpede jeg. For at være normal. Fordi jeg var forkert. Fordi der var noget galt med mig.

Engang ville jeg bare gerne være som alle andre. Bare. Være som alle. Der er intet bare over det. Det er benhårdt arbejde, som man hele tiden er på. Imens man er i skole, imens man er på arbejde, imens man slapper af. Jeg knoklede hver eneste dag, hver time, hvert minut. Fordi jeg bare gerne ville være som alle andre. ALLE. Der er nemlig det problem, når man forsøger at være normal, et normalt menneske, at der ikke er noget som helst facit for, hvad det er. Så for at være på den sikre side, må man kunne lidt af alt det alle andre kan. Alle de bedste sider, som alle andre viser frem til verden, dem syntes jeg at skulle have. Altså. Dem ALLE sammen. Det tog mig virkelig, virkelig lang tid at finde ud af, at jeg ikke blev mere mig selv, ved at blive som alle andre. At finde ud af, at jeg havde noget, der var mig. Og at det var så fint, så helt okay, så godt nok.

Jeg tager stadig mig selv i at se på nogen, og ønske mig noget af det, de har. Men jeg har det allerbedst, når jeg vender mit fokus indad og mærker det jeg allerede har. Bare fordi jeg er mig. Så falder jeg til ro. Og så bliver jeg så taknemlig for at være, som jeg er.

Hvor heldig kan man være at have overskud?

Det er helt vildt, som mit liv har forandret sig i 2017. Jeg kan ikke rigtig fatte det, og jeg kan ikke rigtig lade være med at være bange for, at det hele ikke vælter om ørene på mig om lidt. Det, der fylder mest for mig, er dog, at jeg nyder det. Jeg NYDER FUCKING LIVET lige nu. Og det er kæmpestort for mig. Faktisk helt kolossaltkoloenormtkoloekstremt stort!

Rigtig længe har jeg haft det sådan, at jeg ikke havde overskud, men jeg var ligesom heller ikke i underskud. Jeg skulle hele tiden passe på ikke at lave for meget, fordi mit bæger var liiiiige ved at løbe over, men glasset var trods alt ikke længere væltet og splintret på gulvet. Jeg kunne rumme, jeg kunne gøre, jeg kunne leve, bare ikke for meget af gangen.

De sidste to uger har været meget anderledes for mig. Jeg har gået i skole, jeg har læst til eksamen, jeg har trænet, jeg har hygget mig med venner, jeg har hængt ud med min roomie, jeg har lavet madpakker og aftensmad, jeg har arbejdet og jeg er begyndt at skrive på denne blog. Jeg har det næsten som om, jeg har lavet lige så meget de sidste to uger, som jeg gjorde i hele år 2014. Men det er vist også en lille overdrivelse.

Den mest markante ændring er, at jeg næsten ikke har set tv-serier. Det er ellers min helt store go-to når jeg skal slappe af. Jeg er vant til altid at være igang med en serie, som gerne helst har minimum seks sæsoner, og hvor man ikke engang skal bruge armkræfter på at skifte afsnit, fordi Netflix gør det for én. Det har været nødvendigt for mig, fordi det har været min måde at koble af på. Det er det sådan set stadig. Jeg har bare ikke haft nær så meget brug for at koble af på det seneste.

Jeg tænkte over i dag, hvad det er, der har gjort forskellen, og jeg tror, at en stor del af forklaringen ligger i, at jeg nu kan  energi af at gøre ting. Virkelig, virkelig længe har jeg brugt energi på alt, hvad jeg har lavet, om jeg har nydt det eller ej. Jeg har haft brug for at trække mig og stene lige meget, om jeg har været i skole, eller om jeg har været sammen med en veninde. Og det er bare ikke helt på samme måde længere. I dag tog jeg i skole, fuldstændig smadret af træthed; det eneste jeg havde lyst til var at lægge mig på togsædet og sove. Men da jeg tog hjem fra skole efter undervisning og gruppearbejde, så smilte jeg og følte mig markant friskere.

Jeg har for nyligt fået en ny roomie, og det passede ret så godt med, at der er sket denne her forandring i mig. Tidligere har det været rigtig vigtigt for mig at have plads og ro og en lukket dør til mit værelse. At jeg kunne fungere med min roomie, men at vi ikke skulle være venner som sådan. Nu hvor Alexander er kommet ind i lejligheden, så har jeg det meget anderledes. Jeg kan godt lide, at vi lige sidder og spiser morgenmad sammen engang imellem, at vi ser tv sammen, at vi vender dagen og livet og tankerne sammen. På en måde hjælper han mig også til, at jeg ikke synker helt ned i dybderne ALTID når jeg er hjemme, og det tror jeg, er ret sundt for mig.

I dag havde jeg dog besluttet netop skulle være en dag, hvor jeg trak stikket og bare stenede og så TV og frådede for sygt. Fordi selvom det går godt, så kender jeg også mig selv, jeg har trods alt lært en del om mine signaler de seneste år. Og jeg ved, at hvis jeg ikke selv tager en pause, så kommer mit system, og gør det for mig. Så lukker jeg ned, bryder sammen og gider ingenting. Og det er altså en del sværere at komme op fra. Samtidig kan jeg heller ikke rigtig nyde afslapningen, når den er mig “påtvunget” på den måde. Men i aften nyder jeg det. Jeg har kigget rigtig meget på min telefon, imens jeg har indhentet nogle forsømte afsnit af de serier, jeg trods alt stadig følger med i. Jeg har spist lakridser og franskbrød med pålægschokolade og skyr med cornflakes. Og jeg har både rester af is og chips, hvis jeg nogensinde bliver sulten igen. Lige nu drikker jeg en øl, og om lidt kommer der x-faktor. Og så har jeg endda også skrevet det her indlæg til bloggen. Som er kommet til verden fuldstændig uden, at jeg har skullet presse ordene ud af mig eller beslutte mig for at skrive. Det skete bare. Så jeg har endda været lidt konstruktiv, selvom det slet ikke var målet med denne her aften. Det er der sikkert også en lærdom i, men nu kommer der altså x-faktor, så den tanke har jeg ikke tid til at tænke til enden :)

En begyndelse

IMG_0816

Det her er mig.

IMG_0007_2

Og det her er også mig.

 Og sådan er det. Og der er alt muligt ind imellem og endnu mere til hvert yderpunkt. Jeg er ikke kun på en måde. Og endnu vigtigere. Jeg skal ikke kun være på en måde. Det har taget mig 21 år at forstå. Og 26 år at leve i.

Engang forsøgte jeg at være noget bestemt. Og jeg søgte tit uden for mig selv, for at finde den og det, jeg skulle være.

Engang troede jeg, at sådan som jeg var, var forkert. Det synes jeg er vildt at tænke på nu. At jeg har følt mig som et forkert menneske. Forkert i min menneskelighed.

Engang troede jeg, at jeg var ret tæt på at være den, som jeg egentlig var. Jeg boede på Egmont Kollegiet og studerede på RUC. Jeg ville gerne læse journalistik og psykologi. Jeg havde fundet en tøjstil, som jeg følte var min egen. Og i fremtiden ville jeg gerne flytte i lejlighed med en kæreste på Østerbro, hvor vi skulle have en blanding af design- og genbrugsmøbler. Der var kun et problem … Jeg var ked af det. Jeg var træt. Og der var noget inden i mig, der skreg på at blive hørt. Men i virkeligheden skreg det slet ikke. Det viskede lige så stille. Det var så let at lade være med at lytte efter. Især fordi jeg ikke vidste, at det var meningen, at jeg skulle lytte efter. Jeg havde så travlt med at være nogen, at jeg ikke forstod, at jeg bare kunne være mig selv. At jeg faktisk var en person i kraft af at være et menneske. At personlighed er noget vi har, ikke noget vi skal tage på os eller til os.

Efter to år på RUC tog jeg på højskole. Det er den bedste beslutning jeg nogensinde har truffet. Og samtidig nærmest en beslutning, der tog sig selv. Mit hoved ville ikke holde pause fra RUC lige på det tidspunkt. Mit hoved ville gerne tage min bachelor først. Fordi det er det, man gør. Men min kloge mor spurgte mig, hvorfor det egentlig var, at jeg absolut skulle have en bachelor først, og jeg havde ikke noget godt svar. Og sådan tog jeg mit første skridt ud af normerne og ind i mig selv.

Brandbjerg Højskole ændrede mit liv. Eller nærmere. Højskolen var mine rammer, da mit liv ændrede sig. På to uger mistede jeg alt, hvad jeg troede var mig. På to uger forstod jeg, at jeg havde levet det meste af mit liv i uoverensstemmelse med, hvem jeg er. På to uger fandt jeg ud af, hvad det er, jeg er god til. Eller altså, noget af det jeg er allergladest for, at jeg er god til. Og noget jeg slet ikke vidste, var noget, før jeg tog på højskole.

Her oplevede jeg min følsomhed, min stilhed, min ro, min dybde, min empati og min evne til at sætte ord på følelser. Alt det som jeg altid har kunnet, men som jeg ikke har forstået var noget, ikke har troet var rigtigt. Jeg var jo et forkert menneske. De rigtige mennesker var dem, der kunne tale højt, de var populære, gik i det rigtige tøj, fik opmærksomhed og havde mange venner. Dem der ikke blev stille i forsamlinger. Dem der fyldte mest med deres personlighed. Men lige pludselig var jeg også et rigtigt menneske. Hvilken lettelse. Og hvilket chok. Fordi hvem fanden var jeg så, hvis jeg ikke længere hele tiden skulle stræbe efter at være som alle andre? Jeg kan tydeligt huske fornemmelsen af, at jeg alt hvad jeg troede jeg var, var som plakater, som jeg havde klistret uden på mig. Og da de så faldt af, var der ingenting.

Det er fire år siden nu. Det har været en sindssygt hård rejse efter jeg stoppede på højskolen. Jeg har været deprimeret, jeg har været stresset, jeg har været angst. For et år siden, da jeg startede bloggen første gang, havde jeg det meget bedre, og alligevel ikke rigtig godt. Der skrev jeg: Jeg kæmper. Jeg arbejder. Jeg knokler røven ud af bukserne. For at få det godt. For at have flere dage, hvor jeg vågner op med energi til dagen. For at kunne overskue at gå i skole og ikke komme stresset hjem efter én dag. For at det ikke skal føles som at bestige et bjerg, når jeg skal vaske op, lave mad og vaske tøj. For at have flere stunder, hvor jeg kan mærke glæden komme helt inde fra knoglerne og ud igennem mig. For at opleve flere grin, der ryster hele mit system. For at have flere dage med overskud end med underskud.

Et par måneder efter startede jeg på antidepressiv medicin. Noget jeg eller ubevidst havde holdt mig langt væk fra, på trods af mine mange deprimerede år. Men sidste efterår besluttede jeg mig for, at hvis jeg ikke havde det bedre i år 2016, så ville jeg snakke med min læge om antidepressiv medicin. Jeg havde gået i virkelig meget terapi og jeg havde fået bearbejdet virkelig meget. Jeg vidste faktisk slet ikke, hvad jeg mere skulle snakket med min terapeut om. Jeg var bare ikke rigtig glad, og jeg vidste ikke hvorfor. Jeg tror, at min hjernes kemi havde været ude af balance i så lang tid, at hjernen faktisk ikke rigtig vidste, hvordan en “normal” hjernekemi skulle være.

Det har været så SINDSSYGT godt for mig at starte på medicinen. Jeg har fået det bedre og bedre og bedre i løbet af det sidste år. Og lige nu i år 2017 er jeg glad og har overskud og får gjort ting. Det er ikke en overvindelse skulle at vaske tøj, gå i fakta eller vaske op – det er måske lidt kedeligt, men jeg får det gjort. Uden at det føles som om, at jeg gør skade på min sjæl i processen. Det er så kæmpestort for mig at opleve, at livet ikke længere er en evig kamp om at gide det, om at kunne komme til at gøre de ting, jeg så gerne ville, men som jeg alligevel ikke havde lyst til. Jeg vil og jeg gør og jeg kan. Og jeg føler mig så uendeligt heldig imens.

Det er ikke fordi jeg synes, at man nødvendigvis skal finde noget positivt i alle lortesituationer man kommer gennem i sit liv. Men jeg kan altså alligevel finde mange positive ting ved min proces. Jeg er så glad for den jeg er i dag og jeg nyder alle de små ting jeg gør, som engang kostede mig en hel dags energi, men som nu faktisk engang imellem kan give mig energi.

Velkommen!

Jeg hedder Simone. Jeg er 26 år og bor København. Jeg læser til Psykomotorisk Terapeut, jeg er uddannet Psykomotorisk Personlig Træner, og jeg er igang med at blive VaneCoach.

Jeg startede faktisk denne blog for lidt over et år siden, fordi jeg virkelig elsker at skrive, og fordi jeg følte mig parat og havde lyst til at dele mine tanker om de ting, jeg har gået og går igennem, med andre. At skrive, at jeg føler, at jeg har noget at byde på, der kan have værdi for andre, er svært for mig at skrive, fordi en streng stemme i mit hoved straks fortæller mig, at jeg er både narcissistisk og selviscenesættende. Kan man godt tillade sig at synes, at man har noget at dele, der kan have værdi for andre? Jeg er ikke helt sikker. Men min erfaring er, at jeg selv nyder at læse andres ærlige tanker om deres liv og udfordringer. Jeg synes det er skønt, at der er kommet så stort fokus på, at vi allesammen har fejl, og at ingen liv er perfekte. At vi kan bruge de medier, der startede som meget selviscenesættende, blogs, instagram, facebook, til at udvide forståelsen af normalen. Fordi normal er ikke filtre og cupcakes og røde roser på Valentines Day. Normalen er et gennemsnit af alle de gode dage og alle de dårlige dage og alle de dage, der ligger midt imellem. Dem er der nok egentlig flest af.

Jeg startede bloggen, men gik så i stå igen. Jeg har haft mange år med depression og angst, og i de år har jeg skrevet for at bearbejde og forstå og komme ud med alt det, der hobede sig op inde i mig. Så jeg har forbundet det at skrive med at være rigtig ked af det og at dykke ned i de mørkeste dybder af mig selv. Derfor har det været svært at finde ind i at skrive i en anden form. Jeg skal ligesom finde en balance mellem det upersonlige og det meget private, for at kunne formidle noget, der giver værdi, og som jeg samtidig har lyst til at have mit navn og billede på. Det kunne jeg ikke finde ud af for et år siden. Jeg syntes det blev meget overfladisk eller urefleksivt, og jeg var nok egentlig heller ikke så langt i min udvikling, som jeg troede. Depressionen fandt mig igen og projekt blog blev sat på pause.

Men nu. Nu tager jeg den op igen. Fordi jeg har så meget lyst. Jeg har aldrig stoppet med at have lyst. Jeg elsker at skrive, det er noget af det, der virkelig kan bringe mig i flow. Så lige meget om jeg ender med at få læsere på bloggen eller ej (altså udover mig mor), så vil det have rigtig stor betydning for mig at begynde at skrive igen. At finde ud af at jeg kan skrive, uden at jeg behøver at blive opslugt af mine egne dystre sider og at jeg godt kan reflektere og føle, uden at depression igen får taget i mig. Faktisk tror jeg netop at det at skrive kan gøre, at jeg kan holde mig selv i en form for balance. Jeg bliver ked af det og stresset, hvis jeg i en længere periode ikke har taget stilling til mig selv og hvordan jeg har det. Dét gør jeg netop, når jeg skriver. Her føler og tænker og reflekterer jeg.

Så velkommen til! Jeg håber, at jeg kan finde ud af at holde bloggen igang nu. Det har jeg lovet en af dem, der har vanecoachet mig på uddannelsen, så eg må hellere holde det. Og jeg håber, at du vil læse med fremover :)