Den grå masse af ligegyldighed

Jeg er så helt uendeligt og helt igennem træt af, at blive ved med at lande i en sump af ingenting og tårer og gråvejr. Afmagt. Afmagt overfor min tilstand. Afmagt overfor mit liv. Afmagt overfor hele verdenssituationen og overfor, hvordan jeg skal komme igennem den næste time af mit liv. Og nej, det er ikke fordi jeg gerne vil dø. Det er aldrig fordi jeg gerne vil dø. Det er fordi jeg så sindssygt gerne vil leve. Jeg kan bare ikke få fat i det. Jeg kan bare ikke få fat i livet. Jeg griber efter det, men det smuldrer imellem mine fingre og jeg sidder tilbage og kigger ud i luften på den grå himmel udenfor, imens jeg mærker regnen indeni, der lige så stille former sig som tårer på mine kinder. Jeg vil ikke mere. Jeg vil ikke herfra. Men jeg vil ikke det her, ikke på denne her måde. Jeg vil vågne op om morgenen frisk. Jeg vil spise morgenmad, imens jeg glæder mig til dagen. Jeg vil have energi til de ting jeg skal. Jeg vil kunne engagere mig i de ting jeg godt kan lide, de ting, der interesserer mig. Jeg vil ikke sidde her i min lejlighed kl. 13.06 og ikke have udrettet andet end at have spist morgenmad og læst to sider i min fysiologibog, som jeg alligevel ikke kan huske. Jeg skulle have skrevet fysiologiopgave i dag, men jeg kan ikke engang overskue at gå ned på biblioteket, der ligger 500 meter væk og aflevere bøger. Jeg kan ikke overskue tanken om at jeg om lidt bliver sulten og at jeg så skal spise frokost. Jeg har ikke lyst til at se serier eller hækle eller flette julestjerner, som ellers er mine små pusterum, når jeg ikke kan finde ud af andet. Jeg har ikke engang lyst til chokolade. Det eneste jeg har lyst til, det er at have det anderledes. Det er at have lyst til noget.

I dag er det otte måneder siden, at jeg fik konstateret diabetes. I dag er det ni måneder siden, at jeg havde en følelse af, at være glad inde i kernen af mig selv. I dag er det sådan en dag, hvor det føles som om, at der aldrig er fremskridt i, hvordan jeg har det. I dag er det sådan en dag, hvor jeg føler, at jeg ikke har nogen som helst flere kræfter at bruge i min kamp for at få det bedre. Jeg ved godt, at jeg kan vågne op i morgen og have det anderledes. Men når jeg har det sådan her, er det det, der fylder. Følelsen af, at jeg bliver ved med at kæmpe for at få det bedre, og at noget bliver ved med at holde mig fast nede i en sumpet, grå masse af ligegyldighed.

Flytter jeg mig fra det, ignorerer det og håber på at det går væk, hvis jeg gør noget andet, at der går noget tid, før det kommer igen? Bliver jeg i det, har det elendigt, men giver følelserne plads og håber på, at det vil bevæge sig af sig selv med tiden? Jeg har prøvet begge dele. Jeg er blevet rådet til begge dele. Jeg har ikke lyst til at fornægte, hvordan jeg har det, men jeg har heller ikke lyst til at have det, sådan her.

Om gardiner, gardinstænger og livet

For cirka tre måneder siden skrev jeg således på Facebook:

I dag har jeg hængt en gardinstang op. Jeg mangler stadig to. Jeg har heller ikke nogen gardiner at hænge på dem endnu. Så det kan faktisk virke lidt som en antibedrift. Men for mig er det altså stort. Hvorfor? Fordi jeg har tænkt på at hænge gardiner op i over et år. Fordi jeg købte stængerne for en måned siden. Fordi jeg havde lagt mig til at sove middagslur, men fik en impuls til at gøre det. Og fordi jeg har en depression, der gør, at alting virker uoverskueligt. En depression, der gør, at jeg må rationere med min energi.
Jeg har erkendt, at projekt gardiner må tages i små bidder. Og det er nederen. Men det er den eneste måde, de rent faktisk på et eller andet tidspunkt kommer op på. Der er vist en eller anden metafor for livet i det her, og måske jeg tænker den til ende en dag. Men lige nu vil jeg fejre mig selv og min gardinstang med netflix og guldkarameller.
Min energi er brugt op for i dag, og jeg vil hellere prøve at hygge mig med min træthed, end jeg vil slå mig selv i hovedet med min mangel på overskud.

For cirka to måneder siden hængte jeg resten af stængerne op. For cirka en måned siden købte jeg stof til gardiner. Og for en uge siden blev jeg så meget færdig med gardinerne, at de kunne hænges op og tages i brug. Der mangler et par finesser (f.eks. er bundsømmen lagt op med knappenåle og endnu ikke syet), men det er slet ikke det vigtige. Jeg har gardinstænger, som jeg selv har savet til og boret huller til og hængt op. Jeg har gardiner som jeg selv har klippet til og syet sammen og hængt op.

Arbejdet med gardinerne har lært mig noget, som jeg nok allerede vidste på et mentalt niveau, men som jeg nu har fået ind på et mere praktisk niveau. Det har lært mig, at ting tager tid og at ting, der virker alt for store og uoverskuelige kan brydes ned til mindre dele, som langt lettere kan håndteres. Det gælder for så mange ting i mit liv, min skole, min sundhed, mit guitarspil, min viden om verden. Når jeg bryder uoverskuelige projekter ned i mindre dele så gør det også, at jeg bedre kan finde ud af at klare tingene med en smule lyst og en kærlighed til mig selv. Så gør jeg tingene, fordi jeg, i hvert fald med en del af mig, gerne vil gøre dem, og ikke kun fordi mit hoved synes, at jeg da skulle kunne klare det. Det handler (igen) om mine forventninger til mig selv. Hvis jeg sætter forventningerne ud fra mit idealbillede af mig selv, så ender jeg med ikke at få foretaget mig noget som helst. Hvis jeg sætter mine forventninger ud fra mit realitetsbillede af mig selv, så får jeg faktisk noget fra hånden.

Og her er de så, mine gardiner, som gør mig så glad at se på, fordi jeg selv har lavet dem og fordi de minder mig om, at jeg godt kan, det tager bare tid.

IMG_3723

IMG_3717

IMG_3718

Fucking forventninger

IMG_3693

Nogen gange koger det hele over for mig. Så ved jeg ikke hvordan jeg skal komme igennem aftenen og slet ikke dagen i morgen eller alle dagene der kommer indtil jeg kan holde fri igen. Jeg får lyst til at blive sygemeldt. Jeg siger til mig selv, at jeg ikke kan klare det. Jeg siger til mig selv, at det ikke kan være meningen, at det skal være så svært at være menneske. Så svært at være menneske når man er mig. Men det er det bare. Det er svært at være menneske og det er svært at være mig.

For det meste koger jeg over, når jeg kommer til at tro, at jeg skal kunne mere, end jeg kan, at jeg skal være mere, end jeg er, at jeg skal gøre mere, end jeg gør. Jeg stabler alle de ting jeg mangler at gøre oven på hinanden, og på et eller andet tidspunkt vælter bunken ned oven på mig og jeg vælter og dækkes af ting og kan ikke finde vej ud eller perspektiv eller retning. Så er det, at jeg overvejer at droppe ud af mit studie. Fordi jeg er ved at blive kvalt. Og jeg kan ikke se, hvordan jeg skal overleve at tage i skole i morgen. Jeg kan slet ikke se, hvordan jeg skal komme ud af døren, når nu jeg i virkeligheden ligger her på gulvet, overdænget med alle de ting jeg burde gøre og alle de ting jeg burde være uden at kunne trække vejret.

Så er det godt, at jeg har venner jeg kan skrive til; alt er lort, jeg gider ikke mere, jeg magter det ikke, jeg ved ikke hvordan jeg skal klare det. Venner der ikke bare siger, at jeg måske har brug for at løbe en tur eller gå til yoga. Eller at jeg skal prøve at se på alle de gode ting i mit liv. As if. Venner der siger Ja, det hele er noget lort, men du er ikke noget lort. Du behøver ikke klare noget som helst flot eller godt, du skal bare klare dig igennem din uddannelse.
Så er det godt, at jeg har en mor, der skriver Du må gerne være dårlig til alt. Du er stadig dig og har dit liv og er elsket. Midt i det hele føler jeg mig helt vildt heldig.

Det er sgu svært at gå fra tolvtalspige, der ignorerer alle sine følelser for i stedet at bygge hele sin identitet op omkring at være en rigtig god studerende. Til at være hvadendjegerligenu. Det er svært at gå i skole, når jeg bliver stresset over en skoledag, der hedder 8.30-15. Det er svært at læse lektier, når jeg er ked af det 80% af tiden. Det er svært at lave gruppearbejde, når social aktivitet med lynets hast dræner mig for energi. Der er bare rigtig svært for mig at få et liv til at hænge sammen med studie, arbejde, venner og familie. Huslige pligter, kreativitet og træning. Og tid til at trække vejret, stirre ind i en væg eller græde.

Jeg kommer hele tiden til at tro, at jeg skal være dygtig, flittig, engageret og en af de bedste. Det tager virkelig lang tid at aflære den vane og vænne mig til at skole ikke behøver handle om at klare sig bedst. Jeg arbejdede for gode karakterer i folkeskolen. Jeg gjorde det især i gymnasiet. Og jeg gjorde det igen på universitetet. Nu siger jeg til mig selv, at det ikke er det, det handler om. Og jeg mener det også. Men derfor har jeg bare en måde at gå i skole på, som jeg har tillært mig igennem mange år. Den tager tid og kræfter og opmærksomhed at lægge fra mig. Igen og igen må jeg minde mig selv om, at jeg bare skal igennem. At jeg gerne bare må være et menneske. At jeg ikke behøver være et supermenneske.

Det er bare så helt vildt tiltalende at være et supermenneske. Så får man ros og anerkendelse og folk klapper af én og siger at man klarer alting vildt flot. Det er jo helt vildt dejligt. Men det er ikke mig. Jeg er ikke et supermenneske. Jeg er bare Simone. Og jeg vil langt hellere være Simone end Super-Simone, når jeg sætter mig og mærker efter. Jeg kommer bare hele tiden til at tro, at jeg skal kunne flyve. Det er en kende anstrengende at have et ideal om at skulle kunne noget, som man slet ikke er bygget til. Jeg har jo for satan ikke nogen vinger. Og Simone kan noget som Super-Simone ikke kan. Som Simone kan jeg relatere mig til andre mennesker, jeg kan stå ved mig selv med alt det grimme og pæne og gode og dårlige og fesne og fantastiske. Jeg kan være ærlig omkring, hvordan jeg har det. Og jeg kan møde mennesker, der hvor de er, fordi jeg selv står ved, hvor jeg er. Også selvom jeg er et nederen sted.

Når alting koger over får jeg lov til at vende tilbage til mig selv og det, der er vigtigt for mig. Jeg får mulighed for at række ud og blive mødt. For en time siden troede, at jeg ikke kunne tage i skole i morgen, fordi det ville blive syv timer, hvor jeg skulle præstere mit allerbedste. Jeg kunne slet ikke forestille mig, hvordan jeg skulle samle mig sammen til at stå ud af sengen. Nu har jeg besluttet mig for at tage i skole og sætte mig på bagerste række og deltage minimalt i undervisningen. Det er nemlig, hvad jeg kan overskue. Og så er det, hvad jeg vil gøre.

Imellem virkeligheder

Jeg tror, de fleste har ligget vågne om natten bange for, at der skulle komme en indbrudstyv. Ind igennem den låste dør. Ind igennem det lukkede vindue på tredje sal. Jeg tror, de fleste har været bange for, at nogen gemte sig inde i skabet og ventede på, at de faldt i søvn. Eller under sengen. Eller bag døren. Jeg tror, de fleste har sovet med lyset tændt for at holde det farlige på afstand. Jeg tror, de fleste har haft det sådan, da de var børn. Dengang de, hvis det blev alt for utrygt, kunne kravle op imellem mor og far i deres dobbeltseng og dér finde komplet tryghed. Jeg tror, de fleste har haft en periode som børn, hvor de var rigtig bange. Det havde jeg også selv. Jeg tror også, at de fleste vokser fra det med tiden. Begynder at se, at monstrene bare er træernes skygger. Begynder at forstå, at de færreste indbrudstyve bryder ind der, hvor der er mennesker. Begynder at kunne skelne imellem fantasi og virkelighed. Det gjorde jeg også selv. Men så. Engang for tre år siden. Voksede angsten sig større end mig. Igen.

En af de første oplevelser med angst fra mit voksne liv var en dag, jeg var på højskole og skulle gå fra et busstoppested og igennem en skov for at nå hen til skolen. Nogle hundrede meter foran mig og lidt til venstre inde i skoven kunne jeg se en mand. Han var forholdsvist gammel og gik tur med sin hund. På mange måder hverken særlig foruroligende eller opsigtsvækkende. Men fra det øjeblik, jeg så ham, begyndte min puls at stige og mine håndflader at blive fugtige. Jeg gik hurtigere, og jeg fandt min mobil frem, klar til at ringe til nogen. Jeg var bange. Bange for den ældre herre, der gik tur med sin hund og som muligvis, højst sandsynligt, ikke engang havde set mig. Jeg var helt konkret bange for, at han ville voldtage mig. At han bare gik rundt i skoven og ventede på, at en ung pige ville komme forbi, så han kunne overfalde hende.

På højskolen begyndte jeg at blive bange for mig selv. Allermest bange for, hvad jeg kunne finde på at gøre imens jeg sov. Man mister jo kontrollen, når man sover. Man kan ikke beskytte sig imod det, som man er bange for. Jeg sov alene. Og nogen nætter lå jeg bare og var bange for mig selv. Bange for lige pludselig at blive til en anden. Det var som om, der rumsterede et mørke og en selvdestruktion i mig, som ville kunne komme op til overfladen lige så snart, jeg gav slip og glemte at være angst. Jeg gemte min saks. Og mine strikkepinde. I frygt for at vågne op i gang med at skade mig selv. I frygt for at komme til at prikke mine øjne ud, flænse min hud, skære hul og lade blodet flyde. “At komme til”. Det lyder så banalt. Hvem kommer lige til at skade sig selv? Hvem kommer bare lige til at dræbe sig selv? Det gør man nok ikke. Men det var om ikke andet det, jeg var bange for, imens jeg lå der alene på mit værelse og ikke kunne sove.

Den angst tog jeg med mig, da jeg flyttede alene i egen lejlighed. Her havde jeg også mulighed for at bruge knive, hvilket gjorde angsten endnu mere reel i mig. Det er lettere at fortælle sig selv, at man ikke kan dø af strikkepinde, end at man ikke kan dø af knive. Jeg gik i seng med frygten for at vågne op med blod løbende fra begge håndled. Med angsten for ikke at vågne op igen. Jeg sagde det til min veninde. Jeg sagde: “Hvis jeg nu en dag har dræbt mig selv, så må du love at fortælle alle, at det ikke har været med vilje. At jeg gerne ville livet. At jeg ikke med vilje har begået selvmord.” At jeg gerne ville livet. Det er netop det, som en stor del af min angst har kredset omkring. Angsten for at dø før jeg virkelig var begyndt at leve. Angsten for at dø før jeg havde oplevet at være glad. Angsten for at dø før jeg havde nået noget som helst.

Angsten fik fuldstændig frit spil, da jeg flyttede for mig selv i en toværelses lejlighed uden særlig mange møbler og med et køleskab, der larmede.

Jeg var bange. Jeg var helt sindssygt bange.

Hver eneste gang jeg kom hjem til lejligheden, måtte jeg tænde alt det lys, jeg havde, og gennemgå alle rum. Især omme bag dørene og ude på altanen. Det kunne jo være, at de havde gemt sig. De. Hvem var de? De var nogen, der låste sig ind i min lejlighed, imens jeg ikke var hjemme og gemte sig for så at kunne … Ja hvad ville de egentlig? Voldtage mig. Dræbe mig. Og allermest måske: skræmme livet ud af mig.

Jeg gik i bad med åben toiletdør og med badeforhænget trukket fra. Hvis jeg på ekstramodige dage prøvede på at trække badeforhænget for, så kiggede jeg ud en gang i minuttet for at være sikker på, at der ikke gik nogen rundt ude på den anden side. At der ikke stod nogen lige på den anden side og ventede. På hvad? Jeg ved det faktisk ikke helt. Men nogen ville mig noget ondt. Det var jeg ret sikker på.

Jeg har løbet fra busstoppestedet og hjem, fordi jeg var bange for, at nogen fulgte efter mig ud af bussen. Engang steg min puls, hver gang jeg cyklede forbi mænd, der gik alene på fortovet, fordi jeg var overbevist om, at de ville skyde mig, når jeg cyklede forbi. Jeg har fået en kædelås på min dør, fordi jeg tror, at der er en tidligere lejer af min lejlighed, der stadig har en nøgle. At han bare har ventet på, at en ung pige flyttede ind, så han kunne misbruge hende. Jeg har været så overbevist om, at der var nogen i lejligheden, eller at der ville komme nogen lige om lidt, at jeg panisk har pakket en taske og er løbet ud derfra. Jeg fik sat mørklægningsgardin op, da jeg flyttede ind, men jeg brugte det aldrig. Sidste sommer havde jeg flere nætter, hvor jeg ikke faldt i søvn, før solen begyndte at stå op, fordi jeg var så bange i mørket. Jeg har haft nætter, hvor jeg er stået op ti gange for at tjekke lejligheden for, om der var nogen. Hver eneste gang jeg hørte en lyd, stod jeg op og kiggede. Jeg har prøvet at sove med ørepropper, men så var jeg bare bange for, at jeg missede de lyde, der skulle advare mig om, at der var nogen i lejligheden. Jeg har prøvet at sove med lyset tændt i mit soveværelse, men så blev jeg bange for mørket, der var ude i gangen. Jeg kunne ikke sove med lukket dør ind til mit soveværelse, fordi det eneste, der var værre, end hvis der lige pludselig dukkede nogen op i min døråbning, var, hvis døren lige pludselig lige så stille gik op, og nogen kom ind.

Jeg tror, at mange mennesker, kan have de her former for frygt. Nogen gange. En gang imellem. Jeg har snakket med veninder om det, og de kunne nikke genkendende til meget af det, jeg fortalte. Ikke i lige så høj grad, ikke lige så ofte, men de havde prøvet det selv. Og dog. Der er én ting, der adskiller os. Og det er, at de kan fortælle sig selv, at den frygt de oplever ikke er reel, at livet ikke lige pludselig udvikler sig til en gyserfilm, at de er bange, men at der ikke er noget at være bange for. De ved med en del af sig, at frygten, de har, er irrationel. Men i angst, i min angst i hvert fald, så findes det ikke at fortælle mig selv, at det, jeg tænker, er irrationelt. Når jeg bliver angst ved jeg ikke, at det jeg er bange for ikke rent faktisk kan opstå. Jeg kan ikke ryste det af mig og tænke på noget andet. Fordi hvordan kan man med sikkerhed sige, at det er irrationelt? Hvordan kan jeg være helt sikker? Sådan helt, helt sikker? Selvom jeg ved, at jeg aldrig før har oplevet det, jeg er bange for, fortæller den erfaring mig ikke, at det ikke kan ske i dag, i aften, nu. Hvis jeg ikke kan være 100% sikker, så er det bedre at være på den sikre side. Hvilket vil sige at være bange. Fordi hvis jeg stopper med at være bange. Hvis jeg stopper med at være angst. Så lægger jeg hele mit forsvar ned. Så sænker jeg alle parader. Og så siger jeg til alt det farlige, at det bare kan komme an. Den eneste måde at sikre mig imod alt det farlige er ved at være bange for det. Det lyder måske ikke så logisk. Men det er logikken.

Heldigvis har jeg det ikke i lige så høj grad sådan længere. Der er stadig gange, når jeg kommer hjem om aftenen, hvor jeg kigger lejligheden igennem. Jeg kan stadig finde på at vende mig om efter en lyd, for at se, om der er nogen. Jeg låser stadig døren med kædelås. Og nogen gange, når jeg går ud af døren til min lejlighed, bliver jeg overrasket over, at der ikke står en mand på den anden side af døren med en skyder rettet imod mig. Men i forhold til hvordan jeg har haft det, har jeg fået det så meget bedre. I forhold til hvor meget energi jeg brugte på det, hvor anstrengende det var, er jeg nu lettet over, hvor lidt det fylder i mit liv. Det har stadig en plads, men det er en plads, jeg kan håndtere.

Det er lidt uklart for mig, hvad det var, jeg var så bange for. Hvad det stadig er, jeg bliver bange for. At dø er en essentiel del af det. At blive voldtaget en anden. Men der er også noget andet end de to ting. Der er noget med en frygt for, at livet lige pludselig ikke er til at regne med. At spøgelser faktisk findes. At mennesker faktisk kan opstå ud af ingenting. At gyserfilm ikke kun er film. At verden ikke længere er den, jeg kender. Og så er der også noget med ikke helt at kunne eller ville forstå, at jeg essentielt er alene i denne her verden. Så min fantasi placerer uhyggelige mennesker rundt omkring i mit liv, for at jeg ikke behøver at forholde mig til, at jeg er alene. Måske vil de mig ikke noget godt, men i det mindste vil de mig noget. På en måde var de ting, jeg var angst for altså med til at give mit liv en eller anden større betydning.

Der er to afgørende faktorer for, at jeg er blevet mindre angst. Den første er, at jeg har lejet et værelse ud til min veninde. Så jeg er ikke alene. Eller. Jeg er langt mindre alene i lejligheden, end jeg var, da det var værst. Når hun sover hjemme, er der ikke noget at være bange for. Så kommer de uhyggelige mænd ikke, så gemmer der sig ikke monstre bag dørene, så er lydene, jeg hører, ikke tegn på fare. Den anden er, at jeg har fået det bedre. Da jeg var allermest angst, var jeg også allermest ked af det, allermest deprimeret. Min depression gjorde mig meget hudløs, svag og uden fornemmelse for min egen styrke. Jeg var ikke i særlig god kontakt med min krop eller med verden. Når jeg ikke kunne mærke mig selv eller verden som jeg levede i, kunne verden og jeg selv jo lige så godt være et mareridt, som det kunne være virkelighed. Fordi jeg ikke havde særlig god jordforbindelse, fik mine tanker frit spil. Og når de gør det, bliver det meget let at fortælle sig selv, at tankerne er rigtige, og meget svært at skelne imellem, hvad der er virkelighed, og hvad der er fantasi.

Igennem terapi har jeg oplevet at få plads til og blive set for den person, jeg er. Jeg har oplevet et menneske, der virkelig var interesseret i at forstå, hvem jeg gemte på. Og med den interesse kunne jeg også bedre selv forstå, hvem jeg var, og at jeg var. At jeg er. At jeg er et menneske i denne her verden. Et menneske, der har behov, og som har lov til at have behov. Et menneske, der kan være krævende, og som har lov til at være krævende. Et menneske, der vil ses, og som har lov til at blive set, for den jeg er. Man må vise sig for at blive set. Og det har jeg øvet mig i. Det øver jeg mig i. Hver eneste dag. Og når jeg lige så stille oplever, at andre ser den jeg virkelig er og stadig gerne vil mig. At jeg kan få lov til at have behov og at stille krav til de venskaber, jeg indgår i og den kontakt, jeg gerne vil være i. Så opdager jeg også lige så stille, at jeg ikke kun er alene i verden. Jeg er også alene. Det er vi alle sammen på ét plan. Men jeg er også forbundet med andre. Jeg i gang med at forstå, at jeg betyder noget for andre. Og hermed får mit liv en eller anden større betydning. Der er andre, der vil mig. Ikke fordi de vil mig noget ondt, men fordi de gerne vil have mig i deres liv

Det er tydeligt for mig i dag, at de dage jeg er ked af det, også er de dage, hvor jeg føler mig allermest ensom og allermest angst. Når jeg er glad, er jeg beskyttet. Når jeg er glad, tror jeg på, at andre mennesker kan lide mig. Når jeg er glad, er jeg i kontakt med den virkelig verden. Når jeg er glad kan, jeg skelne imellem rationel og irrationel angst. Når jeg er ked af det, er alle former for angst rationel. Når jeg ikke er i kontakt med min krop, har jeg ikke noget filter imellem det, der foregår inde i mig og det, der foregår uden for mig. Når jeg ikke kan mærke mine egne grænser, har jeg ikke mulighed for at skelne imellem den ydre virkelig og den, jeg har inde i mig selv.

En begyndelse

Uden navn

Det her er mig.

IMG_2786

Og det her er også mig.


Og sådan er det. Og der er alt muligt ind imellem og endnu mere til hvert yderpunkt. Jeg er ikke kun på en måde. Og endnu vigtigere. Jeg skal ikke kun være på en måde. Det har taget mig 21 år at forstå. Og 24 år at leve i.

Engang forsøgte jeg at være noget bestemt. Og jeg søgte tit uden for mig selv, for at finde den og det jeg skulle være.

Engang troede jeg, at sådan som jeg var, var forkert. Det synes jeg er vildt at tænke på nu. At jeg har følt mig som et forkert menneske. Forkert i min menneskelighed.

Engang troede jeg, at jeg var ret tæt på at være den, som jeg egentlig var. Jeg boede på Egmont Kollegiet og studerede på RUC. Jeg ville gerne læse journalistik og psykologi. Jeg havde fundet en tøjstil, som jeg følte var min egen. Og i fremtiden ville jeg gerne flytte i lejlighed med en kæreste på Østerbro, hvor vi skulle have en blanding af design- og genbrugsmøbler. Der var kun et problem. Jeg var ked af det. Jeg var træt. Og der var noget inden i mig, der skreg på at blive hørt. Men i virkeligheden skreg det slet ikke. Det viskede lige så stille. Det var så let at lade være med at lytte efter. Især fordi jeg ikke vidste, at det var meningen, at jeg skulle lytte efter. Jeg havde så travlt med at være nogen, at jeg ikke forstod, at jeg bare kunne være mig selv. At jeg faktisk var en person i kraft af at være et menneske. At personlighed er noget vi har, ikke noget vi skal tage på os eller til os.

Efter to år på RUC tog jeg på højskole. Det er den bedste beslutning jeg nogensinde har truffet. Og samtidig nærmest en beslutning, der tog sig selv. Mit hoved ville ikke holde pause fra RUC lige på det tidspunkt. Mit hoved ville gerne tage min bachelor først. Fordi det er det man gør. Men min kloge mor spurgte mig, hvorfor det egentlig var, at jeg absolut skulle have en bachelor først, og jeg havde ikke noget godt svar. Og sådan tog jeg mit første skridt ud af normerne og ind i mig selv.

Brandbjerg Højskole ændrede mit liv. Eller nærmere. Højskolen var mine rammer, da mit liv ændrede sig. På to uger mistede jeg alt, hvad jeg troede var mig. På to uger forstod jeg, at jeg havde levet det meste af mit liv i uoverensstemmelse med, hvem jeg er. På to uger fandt jeg ud af, hvad det er, jeg er god til. Eller altså, noget af det jeg er allergladest for, at jeg er god til. Og noget jeg slet ikke vidste, var noget, før jeg tog på højskole.

Her oplevede jeg min følsomhed, min stilhed, min ro, min dybde, min empati og min evne til at sætte ord på følelser. Alt det som jeg altid har kunnet, men som jeg ikke har forstået var noget, ikke har troet var rigtigt. Jeg var jo et forkert menneske. De rigtige mennesker var dem, der kunne tale højt, de var populære, gik i det rigtige tøj, fik opmærksomhed og havde mange venner. Dem der ikke blev stille i forsamlinger. Dem der fyldte mest med deres personlighed. Men lige pludselig var jeg også et rigtigt menneske. Hvilken lettelse. Og hvilket chok. Fordi hvem fanden var jeg så, hvis jeg ikke længere hele tiden skulle stræbe efter at være som alle andre? Jeg kan tydeligt huske fornemmelsen af, at jeg alt hvad jeg troede jeg var, var som plakater, som jeg havde klistret uden på mig. Og da de så faldt af, var der ingenting.

Det er tre år siden nu. Faktisk nærmest præcist. Det har været en sindssygt hård rejse efter jeg stoppede på højskolen. Jeg har været deprimeret, jeg har været stresset, jeg har været angst. Og selvom jeg har det meget anderledes end jeg havde det sidste år, hvor jeg blev sygemeldt. Så har jeg det stadig ikke rigtig godt i dag. Jeg kæmper. Jeg arbejder. Jeg knokler røven ud af bukserne. For at få det godt. For at have flere dage, hvor jeg vågner op med energi til dagen. For at kunne overskue at gå i skole og ikke komme stresset hjem efter én dag. For at det ikke skal føles som at bestige et bjerg, når jeg skal vaske op, lave mad og vaske tøj. For at have flere stunder, hvor jeg kan mærke glæden komme helt inde fra knoglerne og ud igennem mig. For at opleve flere grin, der ryster hele mit system. For at have flere dage med overskud end med underskud.

Jeg skriver her, fordi jeg bearbejder allerbedst ved at skrive. Fordi jeg oplever at få rigtig meget ud af at dele mine tanker, følelser og refleksioner. Og fordi jeg gerne vil stå ved mig selv og den jeg er – med alt det smukke og alt det grimme og alt det midt imellem.